Verden er så foranderlig. Om lidt flytter jeg igen mine møbler, mine kasser med ting og ikke mindst Philip og jeg selv. Jeg flytter os til et sted, der forhåbentligt er bedre. Et sted, hvor der forhåbentlig ligger en tryg hverdag, glæde og en masse gode oplevelser og venter på os. Vi trænger til ro, varme, glæde og gode rammer.

Her diskuteres ganske alvorlige emner. Vi er tæt på. Jeg er bekymret for, om økonomien og psyken kan holde til det. Det vil kræve store forandringer… Vi er tæt på, og nu begynder mine tanker for alvor at rumle.

Hvor er det bare typisk!

I dag blev Philip fejret hos Mormor. En dejlig eftermiddag med det faste indslag: Varm kakao og Mormors kardemommeboller. Dernæst vandbakkelses-kagemand, som var så fin og pyntet med vingummi og chokoladeknapper, og sidst men ikke mindst rutebillagkage. Et par gaver blev det også til, og lige dele snak og hygge.

Vel hjemme faldt drengen endelig i søvn efter at have konstateret, at der ikke er mere strøm på hans nye håndholdte V-smile…

Må ud og investere i en lader og nogle batterier dertil…

Okseburger med det hele (4 pers.)

500 g MesterHakket oksekød 3-6% fedt
havsalt og friskkværnet sort peber
4 skiver Thilde 10+ ost
4 gigant burgerboller
4 spsk. Minimum fromage frais naturel 0,5%
1 tsk. rapsolie
4 spsk. ketchup
1/2 iceberg salat
1/2 agurk
4 syltede agurker
4 tomater
2 rødløg

4 lige store bøffer formes, og trykkes meget flade, så stegetiden reduceres. Krydres med salt og peber, og lægges i et ildfast fad, sættes i ovnen ved 200° i ca. 10 min. eller steges på en pande med en god belægning.
Lige inden bøfferne er gennemstegte, lægges en skive ost på hver bøf.
Gigantbollerne varmes og halveres, hvorefter den ene halvdel smøres med fromage frais, rørt med lidt rapsolie, og den anden halvdel med ketchup.
Bøffen ilægges bollerne og fyldes med icebergsalat, agurk, syltede agurker, tomater og rødløg i skiver.

Opskriften er hentet i opskiftboxen på Føtex’ webside.

Et stort hit, serveret med pommesfrites. Philip foretrak dog at spise burgerbollen med ketchup og agurk…

I dag var vi så i børnehave, Philip og jeg. Fødselsdagen skulle fejres, og jeg havde forklaret drengen, at når man har fødselsdag skal de andre også forkæles. Det vendte ham væk fra forventninger om gaver, og gjorde det rigtig sjovt at skulle overraske legekammeraterne, “Gutterne”.

Menuen stod på:

• Smurte boller med lys og mørk pålægschokolade.
• Kakaomælk.
• Chokoladekage med glasur, vingummibamser og små racerbiler med lys.
• Chokoladekage fra bageren, – fordi den ene hjemmebagte kage kolapsede…
• Mariekiks.

Det var et hit. De store drenge spiste 2 boller med chokolade og drak al den kakaomælk de kunne hælde i sig, de mindste var ikke helt så hurtige, men havde til gengæld større glæde af kagen, da den kom på bordet.

Børnehaven kvitterede med fødselsdagssang og en fin gave, – et håndklæde, hvor hvert barn havde sat et håndaftryk, – også Philip, der havde bestilt en elefant, så den skønne pædagog havde siddet og hjulpet ham med at male en lille snabel på figuren på hans hånd.

En dejlig dag. Ved middagstid var vi trætte, ryddede op, ønskede god weekend og traskede ind mod byen.

I dag fyldte han 4 år. Der var et væld af gaver på spisebordet i stuen, – “Lego City”-lufthavn, bøger, walkie-talkies, Turtles, hovedtelefoner osv.
Den gave der, i første omgang, fik størst opmærksomhed, var et hus i pap, så stort, at han selv kan kravle ind i det. Jeg smilede lidt, for prisen udgjorde kun en brøkdel af, hvad den største gave havde kostet. Det gør ingenting, det er ikke dét der er vigtigt, når man fylder 4.
Mon ikke vi får sat huset sammen i morgen, når her dufter af nybagte boller og kager til børnehaven…

“Hvor gammel bliver du i dag?” spurgte jeg, da vi tog hinanden i hånden for at gå ned ad trappen.
“Øh øh øh øh… FIRE år…” svarede han.
“..Og o’s’ tre år…!” kom det lidt efter.

Man ved hvad man har…

Jeg ved slet ikke, hvad jeg vil… Det er, som står jeg i et vadested, uanset hvad vej jeg går, så synes vandet at være dybt eller med stærk strøm…

Mavesyren gnaver. Madlede. Måske de mange tanker i sig selv.

Hvorfor er det blevet sådan?

Det ene Piet Hein citat vælter ind i mit hoved efter det andet…

“Den der aldrig lever nu, lever aldrig, hvad gør du?”

“Husk at elske mens du tør det, husk at leve mens du gør det”

“Det er naivt at tro, at dette liv kan leves, hvis man ikke er naiv”.

osv…

Vild med Piet Hein

Hvad koster en kolonihave egentlig? Hvad er der er udgifter? Hvor handles de? Er der flere størrelser? Er der bestemte krav?

Går og drømmer lidt, og drømme skal jo have lidt at leve af… Så kom endelig med en masse gode kommentarer

Philip har flere gange taget et enkelt eller 1½ skridt selv, men har så sat sig på rumpen (godt at have ble på, så det ikke gør ondt, når man bumser ned på gulvet). Han går meget rundt ved, og med…, vores møbler, som bliver skubbet i fuld fart hen over gulvet. Og vil meget gerne trave rundt i huset hånd i hånd med Mor eller Far.

I går da min mor kom, blev han så ivrig, da vi satte ham ned på gulvet, at han trampede tre skridt, før han opdagede, at han ikke holdt i hånd og bumpede ned. Så det kan vel næsten siges, at Philips første skridt bleve taget:

Tirsdag den 24. januar 2006

Tænk, snart kan han selv spankulere omkring. Det bliver dejligt for den lille purk, og knæene bliver vel knapt så slidte. Bortset fra at der vel stadig skal leges med biler o.lign…

Han er blevet hel god til at putte sine små Fischer Price figurer op i bilerne og køre rundt med dem.