Jeg er et håbløst B-menneske. Sådan føler jeg det selv, når klokken bliver over 8, før jeg kommer ud af dynerne.
Om aftenen lægger jeg planer for, at “i morgen vil jeg stå tidligt op…”, og hver morgen finder jeg undskyldninger for lige at tage en halv time mere, som så ofte efterfølges af “…en halv time mere…”.
Egentlig nyder jeg at komme tidligt op. Holder af at dagen føles længere og at tankerne virker mere friske. Holder af at min formiddag kan bruges fornuftigt og af at Philip kan nå at lege nogle timer, før han bliver søvnig og pyldret og snart skal hen og sove igen. Det giver i det hele taget dagen en bedre rytme, når jeg kommer tidligt igang.
Jeg ved, at jeg burde se at komme op, men bliver alligevel liggende, – med dårlig samvittighed overfor mig selv… At have fået en lille dreng, der også nyder at putte om morgenen, det gør det ikke meget lettere…