I dag blev Philip fejret hos Mormor. En dejlig eftermiddag med det faste indslag: Varm kakao og Mormors kardemommeboller. Dernæst vandbakkelses-kagemand, som var så fin og pyntet med vingummi og chokoladeknapper, og sidst men ikke mindst rutebillagkage. Et par gaver blev det også til, og lige dele snak og hygge.

Vel hjemme faldt drengen endelig i søvn efter at have konstateret, at der ikke er mere strøm på hans nye håndholdte V-smile…

Må ud og investere i en lader og nogle batterier dertil…

Min moster har (3. forsøg) bestået sin køreprøve. Hun dumpede på at være “overforsigtig”, anden gang fik hun så samme køresagkyndig og gik helt i baglås. Lidt sharmanisme og nu er hun kørende, – bogstavelig talt…

Tillykke til min moster - hun er da for sej!

Gumler et stykke chokolade og tænker over, om dette… sharman…nisme(?), mon også kan hjælpe på min eksamensangst. Jeg går i store buer uden om alt, hvad der kunne minde om eksamen. Måske er det netop det, der har afholdt mig fra at tage en uddannelse… har heller ikke taget kørekort, bare tanken om eksamen…

Jeg tør ikke… Lyder åndssvagt, som en RIGTIG dårlig undskyldning, men jeg kan virkelig have en følelse af at “ryste indeni” næsten blot ved tanken om, at skulle præstere noget, som siden skal bedømmes af andre. Og ja, jeg har prøvet et kursus, hvor vi skulle bearbejde den følelse og nervøsitet, – det bed bare ikke på mig. Vist heller ikke på mange af de andre, – måske var det bare et krav “ovenfra” om at de gymnasiale uddannelser skulle afholde sådanne kurser.

Men hvad kan så hjælpe…!
Sharmanisme… hmm… måske det burde undersøges?

I dag er det super godt vejr. Folk tøffer omkring i kort tøj og sidder i deres fortelte med det meste af siderne rullet ned. Her i vognen er der også pænt hedt, selvom vinduer og døre står åbne på skyggesiden og der er rullet ned på den side der vender mod solen.

Var til barnedåb hos Philips fætter, på Sjælland, i går. En rigtig fin dåb, hvor dåbsbarnet brillierede ved at spytte sutten ned i døbefonden… God mad, hyggeligt selskab, – bare helt perfekt. Ja, alt perfekt, bortset fra at turen frem og tilbage var lang (og dyr).
Philip er vild med sin lille fætter, og da de blev holdt op, så de kunne nå hinanden, havde de rigitg travlt med at mærke på den anden, – ae og stikke fingre i øjnene etc. De savlede begge to og John tog et stykke papir og tørrede Philip om munden. Bagefter gik der lidt, de små krammede igen, hvorefter Philip tog papiret fra bordet og “tørrede” Nicki “om munden”…

Vil ud at gå, for ud skal man i sådan et vejr, – navnlig når det har været regnvejr så længe!

Hvornår var det nu Pernille (Nilleper) skulle giftes…? Det kunne have været sjovt, hvis jeg havde haft hendes adresse, ville gerne have kunnet sende et kort eller noget, – men herfra kan jeg end ikke sende en mail og ønske tillykke. Lidt surt.

Men TILLYKKE Pernille. Håber, at I har haft en skøn dag. Glæder mig til at læse om det, når jeg engang kommer online igen.

Af og til har jeg vanvittig meget lyst til at blive gift med John… Ikke for cermonien eller en evt fest skyld, men for “at blive hans”… Lyder det fjollet…? Måske, kan ikke finde bedre ord lige nu.
Som John sagde engang, uden at vi egentlig talte om emnet, så er der jo ikke noget juridisk der stiller en bedre, hvis man er gift, end hvis man ikke er det. Og så har jeg siden fundet ud af, at det er der faktisk alligevel, – i forhold til, at han har børn fra tidligere.
Det er nu ikke det juridiske, der kunne få mig til at ønske det, – det er følelserne det kommer an på… Følelsen af at være hinandens. Og ja, det kan man også sagtens værer uden at have papir på det… Og så alligevel… Men følelsen skal være der, og være stærk… og tilliden skal vel lige så….