I dag var vi så i børnehave, Philip og jeg. Fødselsdagen skulle fejres, og jeg havde forklaret drengen, at når man har fødselsdag skal de andre også forkæles. Det vendte ham væk fra forventninger om gaver, og gjorde det rigtig sjovt at skulle overraske legekammeraterne, “Gutterne”.

Menuen stod på:

• Smurte boller med lys og mørk pålægschokolade.
• Kakaomælk.
• Chokoladekage med glasur, vingummibamser og små racerbiler med lys.
• Chokoladekage fra bageren, – fordi den ene hjemmebagte kage kolapsede…
• Mariekiks.

Det var et hit. De store drenge spiste 2 boller med chokolade og drak al den kakaomælk de kunne hælde i sig, de mindste var ikke helt så hurtige, men havde til gengæld større glæde af kagen, da den kom på bordet.

Børnehaven kvitterede med fødselsdagssang og en fin gave, – et håndklæde, hvor hvert barn havde sat et håndaftryk, – også Philip, der havde bestilt en elefant, så den skønne pædagog havde siddet og hjulpet ham med at male en lille snabel på figuren på hans hånd.

En dejlig dag. Ved middagstid var vi trætte, ryddede op, ønskede god weekend og traskede ind mod byen.

I dag fyldte han 4 år. Der var et væld af gaver på spisebordet i stuen, – “Lego City”-lufthavn, bøger, walkie-talkies, Turtles, hovedtelefoner osv.
Den gave der, i første omgang, fik størst opmærksomhed, var et hus i pap, så stort, at han selv kan kravle ind i det. Jeg smilede lidt, for prisen udgjorde kun en brøkdel af, hvad den største gave havde kostet. Det gør ingenting, det er ikke dét der er vigtigt, når man fylder 4.
Mon ikke vi får sat huset sammen i morgen, når her dufter af nybagte boller og kager til børnehaven…

“Hvor gammel bliver du i dag?” spurgte jeg, da vi tog hinanden i hånden for at gå ned ad trappen.
“Øh øh øh øh… FIRE år…” svarede han.
“..Og o’s’ tre år…!” kom det lidt efter.

Man ved hvad man har…