Her diskuteres ganske alvorlige emner. Vi er tæt på. Jeg er bekymret for, om økonomien og psyken kan holde til det. Det vil kræve store forandringer… Vi er tæt på, og nu begynder mine tanker for alvor at rumle.

Hvor er det bare typisk!

Jeg ved slet ikke, hvad jeg vil… Det er, som står jeg i et vadested, uanset hvad vej jeg går, så synes vandet at være dybt eller med stærk strøm…

Mavesyren gnaver. Madlede. Måske de mange tanker i sig selv.

Hvorfor er det blevet sådan?

Jeg er et håbløst B-menneske. Sådan føler jeg det selv, når klokken bliver over 8, før jeg kommer ud af dynerne.

Om aftenen lægger jeg planer for, at “i morgen vil jeg stå tidligt op…”, og hver morgen finder jeg undskyldninger for lige at tage en halv time mere, som så ofte efterfølges af “…en halv time mere…”.

Egentlig nyder jeg at komme tidligt op. Holder af at dagen føles længere og at tankerne virker mere friske. Holder af at min formiddag kan bruges fornuftigt og af at Philip kan nå at lege nogle timer, før han bliver søvnig og pyldret og snart skal hen og sove igen. Det giver i det hele taget dagen en bedre rytme, når jeg kommer tidligt igang.

Jeg ved, at jeg burde se at komme op, men bliver alligevel liggende, – med dårlig samvittighed overfor mig selv… At have fået en lille dreng, der også nyder at putte om morgenen, det gør det ikke meget lettere…

Min moster har (3. forsøg) bestået sin køreprøve. Hun dumpede på at være “overforsigtig”, anden gang fik hun så samme køresagkyndig og gik helt i baglås. Lidt sharmanisme og nu er hun kørende, – bogstavelig talt…

Tillykke til min moster - hun er da for sej!

Gumler et stykke chokolade og tænker over, om dette… sharman…nisme(?), mon også kan hjælpe på min eksamensangst. Jeg går i store buer uden om alt, hvad der kunne minde om eksamen. Måske er det netop det, der har afholdt mig fra at tage en uddannelse… har heller ikke taget kørekort, bare tanken om eksamen…

Jeg tør ikke… Lyder åndssvagt, som en RIGTIG dårlig undskyldning, men jeg kan virkelig have en følelse af at “ryste indeni” næsten blot ved tanken om, at skulle præstere noget, som siden skal bedømmes af andre. Og ja, jeg har prøvet et kursus, hvor vi skulle bearbejde den følelse og nervøsitet, – det bed bare ikke på mig. Vist heller ikke på mange af de andre, – måske var det bare et krav “ovenfra” om at de gymnasiale uddannelser skulle afholde sådanne kurser.

Men hvad kan så hjælpe…!
Sharmanisme… hmm… måske det burde undersøges?

I dag er han bare helt umulig at få til at sove formiddagslur. Han er træt nok, måske nærmere overtræt. Det er hårdt. Føler, at al for meget af min tid går med at forsøge at få ham til at falde til ro. Lige nu ligger han på maven inde i sin seng. Har siddet ved ham længe, men han roder rundt og kan slet ikke finde ro. Har ligget med ham længe, prøvet at slappe af, – uden at jeg selv skulle falde i søvn (Det sker også af og til…).

Mine ører hænger henne i døråbningen ind til ham. For det meste er jeg hos ham, når han skal sove, men ikke når han bliver ved og ved og ved… Så vidt mulig vil jeg helst ikke, at han kommer ud af soveværelset før han har sovet. For lærer han så ikke blot, at brokker man sig længe nok, så får man alligevel lov at komme op… Jeg ved det ikke, ved ikke hvor meget han opfatter på den måde endnu, – 8 måneder gammel.

Var vist selv lige sådan som barn… :O)

Havde besøg af ny sundhedsplejerske i går. Hun virker rigtig sød, og her er flere tilbud i kommunen for at komme lidt ud og møde andre forældre: 2 forskellige legestuer og en forældre café. Det lyder rart, det kunne være godt ikke at gro helt fast herude i skoven, og måske endda få kontakt til andre familier med små børn.

Hun spurgte til, om jeg var interesseret i at komme i en ny mødregruppe, men nej… Vi snakkede lidt frem og tilbage og blev enige om, at det er noget sent, og at når der er andre tilbud, så vil jeg hellere prøve dem, og så se, om jeg måske også via nettet (fx netbaby) kan få kontakt til flere i området, der har børn på alder med Philip, for lidt sjovt kunne det da være at have nogen at mødes med…

Hun lavede boel-prøven på Philip, og alt var fint

Sidst blev han målt og vejet: 74 cm og 8,5 kg

Har læst Jane Aamunds “Vesten for måne”. Troede ellers, at hun var sådan en ugeblads-bla-bla-forfatter… der havde været lidt heldig med en enkelt bog. Har nemlig læst “Klikevals-trilogien” tidligere. Men føler mig nu noget klogere. Hun skriver godt og med god humor. Har siddet og klukket ved mig selv flere gange, – og andre gange siddet med tårer i øjnene…

Nu er jeg så igang med hendes: “Den grønne port”… Nyder at læse, det er efterhånden flere år siden, at jeg ellers sidst har læst en bog, sådan bare for at læse, bare for at blive underholdt. Egentlig lånte jeg “Vesten for måne” i sidste uge, bare for at komme lidt igang. Havde en følelse af, at være begyndt at læse frygtelig langsomt, måtte igang. Læste faktisk først en børnebog, sidste del af en serie af Helena Dahlbäk, for at komme lidt i gang. Nu er læsehastigheden ved at være fornuftig igen, og jeg nyder at glide hen i en verden, hvor billederne bliver i mine tanker, ved hjælp af forfatterens ord. 

Har en idé om, at jeg gerne selv vil igang med at skrive. Har tidligere skrevet en del. Nu må vi se, hvad det kan blive til. Har lånt Finn Dreibeks bog: “Forfatterhåndbogen – børnebøger”. Kunne godt tænke mig at skrive et eller andet for “de store”, ja måske også noget Philip kunne have glæde af sidenhen… Senere har jeg så ideen om at skrive om min egen familie. Holder af at læse slægtsromaner og erindringer, – som nu Jane Aamunds. Kan godt lide at læse om “virkeligheden”, noget der er sket “rigtigt”… Så hvorfor ikke forsøge en smule selv, kan vel altid få samling på lidt af familiens gode historier.

Man taler om, hvor vigtigt det er at lære, at sige fra…

Jeg burde nok nærmere lære, hvordan man siger til…

Kender du det..?