Philip har flere gange taget et enkelt eller 1½ skridt selv, men har så sat sig på rumpen (godt at have ble på, så det ikke gør ondt, når man bumser ned på gulvet). Han går meget rundt ved, og med…, vores møbler, som bliver skubbet i fuld fart hen over gulvet. Og vil meget gerne trave rundt i huset hånd i hånd med Mor eller Far.

I går da min mor kom, blev han så ivrig, da vi satte ham ned på gulvet, at han trampede tre skridt, før han opdagede, at han ikke holdt i hånd og bumpede ned. Så det kan vel næsten siges, at Philips første skridt bleve taget:

Tirsdag den 24. januar 2006

Tænk, snart kan han selv spankulere omkring. Det bliver dejligt for den lille purk, og knæene bliver vel knapt så slidte. Bortset fra at der vel stadig skal leges med biler o.lign…

Han er blevet hel god til at putte sine små Fischer Price figurer op i bilerne og køre rundt med dem.

…en “opdatering”:

• Philip har kravlet siden starten af december.
• Han rejser sig ofte og stavrer rundt med god støtte af alt lige fra sin “baby-rollator” til møbler han skubber rundt eller bare bevæger sig langs.
• Han er vild med kiks og rosiner, – og frugtmos.
• Efterhånden har han vænnet sig til den mad vi andre spiser. Kartoffelmos og frikadeller er et hit, men andet glider også ned.
• Han er begyndt at pege. (lige nu på Palle Gris i børnetimen…).
• Ord og lyde har fået en anden betydning, om end han ikke bruger ordene selv endnu, – andet end ” ‘ej ‘ej” (hej hej)…
• Fagterne er også begyndt at komme med. “Hvor stor er Philip…?” armene op i vejret, – og det er jo helt fantastisk, når man kan lokke hele familien til at sidde og flagre med armene i vejret.
• Han nynner, skubber biler (ret nyt), piller, dimser, tømmer, – og putter efterhånden også tingene tilbage igen (nogen af dem i hvert fald…)
• Bøger er stadig et stort hit! – Han kan finde bamse på hver side i “Den lille månebjørn”.
• Han kommer selv med sine indesko. Tilgengæld skriger han som en stukken gris, når han skal have skiftet ble.
• Han leger med maden og får størstedelen puttet i munden. En ske kan han også bruge med lidt hjælp, men for det meste “gider” han ikke, – men mon ikke det kommer.
• Antal tænder = 0, – men vi regner med, at der er håb endnu…

Alt i alt er der bare FULD fart på vores lille guldklump! Der sker simpelthen så meget lige nu.

Efter at have kunnet “kryble”, som sundhedsplejersken kalder det, siden starten af september, har Philip nu fået fat i det med at kravle, som om han godt kan se, at der er “muligheder” i at komme op på alle fire. Stadig lidt tøvende, stadig lægger han sig ned på maven og møver af sted, når det skal gå stærkt, men det varer jo nok ikke længe…

Havde besøg af ny sundhedsplejerske i går. Hun virker rigtig sød, og her er flere tilbud i kommunen for at komme lidt ud og møde andre forældre: 2 forskellige legestuer og en forældre café. Det lyder rart, det kunne være godt ikke at gro helt fast herude i skoven, og måske endda få kontakt til andre familier med små børn.

Hun spurgte til, om jeg var interesseret i at komme i en ny mødregruppe, men nej… Vi snakkede lidt frem og tilbage og blev enige om, at det er noget sent, og at når der er andre tilbud, så vil jeg hellere prøve dem, og så se, om jeg måske også via nettet (fx netbaby) kan få kontakt til flere i området, der har børn på alder med Philip, for lidt sjovt kunne det da være at have nogen at mødes med…

Hun lavede boel-prøven på Philip, og alt var fint

Sidst blev han målt og vejet: 74 cm og 8,5 kg

Så fandt han ud af at møve sig frem over gulvet. Han fører hænderne frem foran sig og trækker dernæst kroppen med. Han er en varm lille dreng og får en del af tiden lov at ligge uden strømper, så fødderne også kan hjælpe lidt med

Første gang det lykkedes ham, var nu forleden: 5. september.

Nu har vi så legetøj liggende spredt over gulvet.

På engang så stor… og dog stadig så lille…! Heldigvis.

Nyder, at det også giver mig en smule mere bevægelsesfrihed, – selvom jeg stadig ikke skal forsvinde for langt væk, før han bliver utilfreds og begynder at “pive”…

Philip virker i det hele taget som en magnet på småpiger. Det er nok ikke så meget hans charme, som det faktum, at de ser ham som en lille baby, der gør udslaget. I går gik vi på Jensen’s og spiste aftensmad. Der hylede en lille pige ved bordet ved siden af os: “Lille bebe!! Lille beeeeee-beeee!!!” og hun blev bare ved…og ved… Også selvom hendes far tyssede og skændte… Og stoppe gjorde hun heller ikke selvom hun fik raget sin is på gulvet. Mens hendes far tørrede op, fortsatte hun sin ihærdige kamp om at fange Philips opmærksomhed. Først da de gik, blev der ro…

…og med et måtte jeg springe fra computeren. Jeg havde nok set, at Philip lå og roedede rundt på sengen. Han er blevet SÅ hurtig til at rulle! Jeg troede, at jeg vidste, hvor han var, men pludselig var han henne ved kanten og hang med hovedet udover og ned mod gulvet. Jeg nåede lige at sige: “Nej..!” og springe hen til ham, men desværre et sekund for sent, for han nåede at falde ned og slå hovedet. Han græd et øjeblik, men efter lidt trøst, var han klar til at lege igen.
Han har fået et rødt mærke oveni hovedet, men lader ikke til at mærke det. Sikke en forskrækkelse, har stadig helt ondt i maven.
Har talt med John, vi skal have købt en plade, som kan sættes for, så det ikke sker igen. Indtil videre har jeg lagt min dyne nedenfor sengen.
…Hvor var det godt, at der ikke lå noget og flød på gulvet, der var kun gulvtæppet at falde ned på… Som om det ikke var nok… men alligevel…